Strategisk styrkelse af det sportslige set-up i Næstved Svømmeklub

Dette notat beskriver bestyrelsens baggrund for strukturen og det sportslige set-up i konkurrenceafdelingen og hvad der ønsker at opnås.

Notatet tager i væsentlig grad afsæt i de tilbagemeldinger, drøftelser og workshops, klubben har haft med Svøm Danmark i løbet af sæsonen 2025 / 2026, hvor Svøm Danmark har været tilknyttet som ekstern sparringspartner og konsulent. Samtidig bygger oplægget på bestyrelsens egne erfaringer med den tidligere organisering og de behov, der er blevet tydelige i den daglige drift.

Formålet er at skabe en mere bæredygtig struktur med tydeligere rollefordeling, stærkere talentudvikling, klarere ledelsesansvar og mere gennemsigtig økonomistyring.


Baggrund

Klubben har i dag flere forskellige udviklingstrin, som hver især kræver tydelig faglig opmærksomhed:

  • Delfin-hold
  • Kidz-hold
  • Børnehold
  • Årgangshold
  • Junior/senior-hold
  • Masters

For at klubben kan lykkes med at skabe en stærk og bæredygtig konkurrenceafdeling, er det afgørende, at der er en tydelig rød tråd hele vejen fra de yngste svømmere til junior/seniorniveauet. Det gælder både i forhold til teknik, træningskultur, progression, forventningsafstemning, fastholdelse og talentudvikling.

Bestyrelsens vurdering er, at denne opgave ikke i tilstrækkelig grad kan bæres af én samlet cheftrænerrolle alene. Denne rolle har i praksis skullet rumme både daglig træning, sportslig retning, udvikling af yngre hold, koordinering af hjælpetrænere, forældrekontakt, stævneplanlægning, administration og ledelsesmæssige opgaver.

Dette har gjort den tidligere struktur sårbar og for personafhængig. Derfor har bestyrelsen haft ønsket at etablere en mere robust og differentieret organisering.


Fagligt grundlag for ændringen

Svømning er en teknisk kompleks idræt, hvor kvaliteten i den tidlige udvikling har stor betydning for den senere progression. Der skal arbejdes systematisk med teknik, vandføling, kropsposition, vendinger, starter, trænings vaner og gradvis opbygning af træningsmængde.

Det stiller krav om, at klubben ikke alene har fokus på det øverste hold, men også på fødekæden under. Hvis børne- og årgangsniveauet ikke er stærkt, bliver junior/seniorholdet på sigt sårbart.

Bestyrelsen har derfor set behov for en struktur, hvor:

  • Den sportslige retning er samlet og tydelig  

Der skal være en fælles linje for, hvordan klubben træner, udvikler og flytter svømmere fra niveau til niveau.

  • Talentudviklingen styrkes  

Overgangen fra børnehold til årgangshold og videre til junior/senior skal være mere bevidst, systematisk og mindre tilfældig.

  • Årgangsområdet prioriteres tydeligere  

Årgangssvømmerne er et afgørende udviklingslag. Det er her, træningskultur, motivation, teknik og konkurrenceidentitet for alvor etableres.

  • Holdene skal være fyldt op og balanceret  

En stærk konkurrenceafdeling kræver løbende opmærksomhed på rekruttering, fastholdelse og naturlige overgange mellem holdene.

  • Trænerressourcerne skal bruges mere bæredygtigt  

Den nuværende cheftrænerrolle er blevet for bred. Trænerressourcerne skal i højere grad bruges dér, hvor de skaber størst sportslig værdi.

  • Ledelsesansvaret skal placeres tydeligt  

Når opgaver og ansvar fordeles på flere funktioner, er der behov for en tydelig ledelsesmæssig forankring, som sikrer koordinering, opfølgning, trivsel, forventningsafstemning og prioritering.


Den ønskede struktur

Bestyrelsen ønsker følgende model:

  1. Fuldtidsansat træner / sportslig nøgleperson

Den fuldtidsansatte træner skal have et væsentligt ansvar for den sportslige linje og den daglige træning, særligt omkring junior/senior og den samlede retning i konkurrenceafdelingen.

Fokus skal være:

  • Træningsplanlægning
  • sportslig kvalitet
  • sammenhæng mellem holdene
  • udvikling af træningskultur
  • stævneplanlægning og sportslig prioritering
  • sparring med øvrige trænere
  • implementering af klubbens sportslige linje

Rollen skal være stærkt trænerfaglig, men skal ikke nødvendigvis have det samlede personaleledelsesansvar.

  1. Deltidsansat årgangs- og udviklingsansvarlig, 20-25 timer

Denne rolle har tydeligt ansvar for årgangsholdet og talentudviklingen på tværs af børne- og årgangsområdet.

Fokus skal være: 

  • ansvar for årgangsholdet
  • overgang fra børnehold til årgang
  • fastholdelse og rekruttering
  • sikre at holdene er fyldt op
  • løbende dialog med børnetrænere og hjælpetrænere
  • udvikling af teknik, trænings vaner og motivation hos yngre svømmere
  • sikre en naturlig pipeline frem mod junior/senior

Denne funktion er vigtig, fordi årgangsområdet ikke bare er “holdet under junior/senior”, men selve fundamentet for klubbens fremtidige sportslige niveau.

  1. 3 hjælpetrænere

Hjælpetrænerne skal understøtte kvaliteten i den daglige træning, særligt på Delfin-, Kidz-, børne- og årgangsniveau.

Deres rolle er ikke kun praktisk bemanding. De skal også bidrage til nærvær, tryghed og kvalitet i bassinet. De skal arbejde efter en tydelig sportslig og pædagogisk retning, så børnene møder den samme kultur og de samme grundprincipper på tværs af hold.

  1. Administrativ medarbejder / frivillig koordinator, 5-8 timer

En administrativ og koordinerende funktion, som også har det ledelsesmæssige ansvar for medarbejdergruppen.

Fokus skal være:

  • koordinering af medarbejdere og hjælpetrænere
  • praktisk administration
  • opfølgning på aftaler
  • kommunikation og struktur
  • understøttelse af bestyrelsens beslutninger
  • tydelig rollefordeling
  • ledelsesmæssigt bindeled mellem bestyrelse og ansatte

Denne funktion skal ikke nødvendigvis være svømmefagligt stærkest, men skal kunne skabe struktur, retning, opfølgning og tydelig ledelse.


Hvorfor ændring om cheftrænerrollen 

Bestyrelsens vurdering er, at rollen er for bred og for sårbar. Det er ikke hensigtsmæssigt for klubben. Derfor ønsker bestyrelsen at adskille funktionerne tydeligere, hvor ledelsesansvaret placeres et andet sted, og hvor den sportslige udvikling fordeles på flere hænder.

Målet er at gå fra en personbåret cheftrænerstruktur til en mere robust sportslig organisation, hvor ansvar, ledelse, talentudvikling, økonomi og praktisk planlægning er tydeligere fordelt.


Økonomisk styring og budgetansvar

Som en del af den nye organisering ønsker bestyrelsen også at ændre måden, budgettet for konkurrenceafdelingen håndteres på. Hidtil har budgettet i vidt omfang været samlet i én overordnet ramme, hvor den nuværende cheftræner har haft en central rolle i at vurdere, hvordan midlerne skulle fordeles mellem hold, stævner, træningslejre og øvrige aktiviteter.

Denne model har givet fleksibilitet, men den har samtidig gjort det vanskeligt at sikre tilstrækkelig gennemsigtighed, fælles prioritering og tydelig kommunikation om, hvad klubben støtter økonomisk, og hvad der forventes som egenbetaling.

Bestyrelsen vurderer derfor, at budgetansvaret fremover skal placeres tydeligere hos bestyrelse og ledelse. Det betyder, at klubbens økonomiske rammer, principper for tilskud og niveau for egenbetaling skal fastlægges på forhånd – inden de konkrete aktiviteter planlægges i detaljer.

Trænerteamet skal fortsat have en vigtig rolle i at pege på, hvilke stævner, træningslejre og aktiviteter der giver sportslig mening for de enkelte hold. Den sportslige vurdering er fortsat afgørende. Men trænerteamets anbefalinger skal ske inden for nogle økonomiske rammer, som på forhånd er kendte og besluttet af bestyrelse og ledelse.

Formålet er at undgå, at trænere bruger tid på at planlægge aktiviteter, som efterfølgende viser sig ikke at være økonomisk realistiske. Samtidig skal det være tydeligt for både trænere, svømmere og forældre, hvor stort et tilskud klubben som udgangspunkt yder til forskellige typer af aktiviteter, og hvor høj en egenbetaling der maksimalt bør lægges op til.

I forhold til træningslejre skal trænerteamet fortsat sætte den sportslige ramme. Det vil sige formål, tidspunkt, målgruppe og træningsmæssigt indhold. Den konkrete praktiske planlægning – herunder transport, overnatning, forplejning, tilmeldinger og økonomisk overblik – skal derimod i videst muligt omfang placeres hos frivillige og/eller administrativ støtte.

På den måde adskilles den sportslige anbefaling fra den økonomiske beslutning og den praktiske planlægning. Trænerne har ansvar for det sportslige indhold, mens bestyrelse, ledelse, administration og frivillige sikrer rammer, økonomi og praktisk gennemførelse.

Formålet er ikke at svække den sportslige faglighed, men at sikre en mere gennemsigtig og bæredygtig økonomisk styring. Klubbens midler er fælles midler, og derfor skal fordelingen ske efter tydelige principper, som både bestyrelse, trænere, svømmere og forældre kan forstå.


Samlet vurdering

Bestyrelsens samlede vurdering er, at strukturen vil skabe en mere bæredygtig og fremtidssikret struktur for konkurrenceafdelingen.

Den nye struktur skal sikre:

  • en tydeligere rød tråd fra de yngste svømmere til junior/senior
  • stærkere talentudvikling
  • mere fokus på årgangsområdet
  • bedre brug af trænerressourcerne
  • tydeligere ledelsesansvar
  • mindre personafhængighed
  • mere gennemsigtig økonomistyring
  • bedre mulighed for at inddrage frivillige i praktiske og administrative opgaver

Ændringen handler grundlæggende om at skabe en struktur, hvor de enkelte funktioner bliver tydeligere, og hvor både ansatte, frivillige, bestyrelse, svømmere og forældre får bedre rammer at arbejde indenfor.

Det er bestyrelsens ønske, at den fuldtidsansatte træner fremover i højere grad kan koncentrere sig om det sportslige arbejde, mens ledelse, økonomi, praktisk koordinering og administrative opgaver placeres tydeligere omkring rollen.

Hold i dag

Følg med

Nyheder - Vis alle

Events - Vis alle

Instagram